Farfar Niels og farmor Marie
Farfar Niels kom fra Taulov, en landsby uden for Fredericia. Som ung var han garder i København. Farmor Marie ved jeg ikke meget om, men hun ser meget flot stærk ud på ungdomsbilledet.
Farfar arbejdede ved jernbanen i Fredericia. Han var overportør/rangermester. Dvs. at han sørgede for at togene blev rangeret korrekt rundt på stationen.
De fik 5 børn: Alfred, Ejner, Helga, Holger og Gunnar.
Ca. 1925 ændrede familien efternavn fra Hansen til Taudorf.
Vores farmor Marie har jeg aldrig mødt da hun døde i 1947. Vores far beskrev hende som et meget kærligt menneske.
Efter Maries død var Niels meget deprimeret. Familien arrangerede at han kom over til sin bror i Californien. Han blev der et år og vendte hjem med overskud til at leve videre.
Jeg husker farfar som en flot gammel mand der røg på porcelænspibe. Han boede i familiens hus på Fasanvej sammen med Helga og Åge der tog sig af ham.
Alfred
Vores far Alfred blev født i 1904. Han voksede hurtigt og blev allerede tidligt kaldt ”Lange Alfred”. Han var vist ret dygtig og interesseret i skolen. Allerede som 12-årig fik han lov til at gå på teknisk skole am aftenen hvor han bl.a. lærte at tegne. Da han var færdig på grundskolen, blev han tilbudt en friplads på latinskolen. Da han skulle vente et helt år på at starte på latinskolen, valgte han i stedet at gå i lære som ciselør. Han blev svend i 1923 og fik stor ros for sit svendestykke. Da det var svært at få arbejde som ciselør flyttede han til København og blev student på studenterkursus. (Læs mere i teksterne ”Noget om vores far Alfred”).
Ejner
Ejner har fortalt mig at han allerede fra lille havde mange jobs. Bl.a. rejste han kegler på Keglebanen i weekenderne. Han kom i lære som tømrer og endte som tømmermester i Brønshøj, gift med Alma. De havde datteren Annie.
Han kunne lave de fineste snedkerarbejder. Når han gik i gang med en opgave, sagde han: ”Det er jo ikke en altertavle”. Men det blev altid lige så fint som en altertavle. Han kunne med stemmejern og sav lave en ”fransk lås” hvor han lavede en samling af 2 små bjælker så det endte med én helt glat bjælke. Respekt! Og så var han utrolig hjælpsom.
Helga
Helga var bogholder på et apotek i Fredericia. Hun var gift med Åge der som mange andre i familien arbejdede ved jernbanen. De havde sønnerne Bent og Finn. Når vores familie i påsken var på besøg hos moster Ulla ved Haderslev var vi altid en dag i Fredericia hos Helga-familien. Jeg husker Helgas dejlige mad og kager og vores store fætre som vi så op til.
Holger
Holger kom også til Jernbanen. Han var gift med smarte Emma. Jeg husker ham som den skægge onkel der altid var i godt humør. Under krigen var han sammen med lillebror Gunnar i modstandsbevægelsen. Pga. deres arbejde ved Jernbanen var de bl.a. i stand til at skaffe oplysninger om de tyske troppetransporter og herefter sørge for at sporene blev saboteret de rigtige steder. Holger døde desværre ved en tragisk togulykke.
Gunnar
Så vidt jeg ved fortsatte Gunnar efter grundskolen i gymnasiet og blev student. Han gjorde karriere ved Jernbanen og endte som chef for DSB i Århus. Han var gift med Inger og de fik døtrene Bodil og Inger. Jeg husker Gunnar som den altid rolige og besindige onkel.