Ruth blev født d 13.7.1923 som datter af Therese og Jens Olaf Bertelsen.
Da Therese og Jens Olaf blev gift flyttede de til Køng mellem Næstved og Vordingborg. Her forpagtede Jens Olaf Gammel Nesbygård som var ejet af Thereses brødre. De havde tjent en formue under 1 verdenskrig hvor de solgte heste til Tyskland. De ejede Herregården Nesbygård som feriebolig. Den lå overfor Gammel Nesbygård, for enden af den lange alle. Her fik Therese og Jens Olaf 3 børn: Ib, Ruth og Arne. Ib og Arne var mentalt retarderede hver på sin måde. Ib havde et sprog man kunne forstå, Arnes sprog kunne kun de nærmeste tolke.
Som barn pådrog Ruth sig sygdommen Sydenhams Korea, en sjælden komplikation til gigtfeber. Den påvirker nervesystemet og resultere i ufrivillige bevægelser. Behandlingen var på det tidspunkt strengt sengeleje og Ruth var som barn i lange perioder indlagt på Rigshospitalet med meget begrænser ret til besøg af forældrene. Senere fik hun lov til at ligge hjemme på gården. Her kunne hun få besøg af skolemesteren fra skolen på den anden side af vejen så hun kunne indhente noget af det forsømte.
Vokser op
Da Ruth kom i puberteten, brændte hendes Korea ud. Familien flyttede til Valby og faderen Jens Olaf genoptog sit arbejde som kontrollør på sporvejene. Ruth startede med det samme som barnepasser hos en familie. Barnet var Ayo som da hun voksede op nærmest havde et datter-morforhold til Ruth. Efter sin sygdom virkede Ruth meget stærk psykisk og også fysisk. Hun skabte mange kontakter til veninder som ofte var livslange.
Efter hendes arbejde som barnepasser søgte hun arbejde i stormagasinet Crome & Goldschmidt. Hun fik ansættelse i afdelingen for sytøj og broderi og indenfor dette dygtiggjorde hun sig. Hun var utrolig ferm til al håndarbejde. Hun lavede de fineste korsstingsarbejder og sendte små korsstings hilsner til familier og venner til jul og fødselsdage.
Historien i familien er: Da Ruth var sidst i tyverne, ville hun emigrere til USA men hendes forældre overbeviste hende om at hun burde blive hjemme og tage sig af sine retarderede brødre. Hun rejste ikke. Hun blev og tog sig af brødrene og sørgede for at de fik det bedste liv der var muligt for dem. Hun sagde at hendes største angst var at hun døde før dem. Og de døde heldigvis længe før hende.
Voksenlivet
Hun lader til at hun har haft et godt voksenliv ikke mindst på grund af hendes store empati og positive holdning til livet. Ruth rejste meget sammen med sine veninder. På sine mærkedage inviterede hun familie og venner til flotte fester. Med alderen var hun tiltagende plaget af svær slidgigt. I ryg, hofter, knæ, skuldre, hænder, over alt. Men hun klagede næsten aldrig. Når man kom på besøg i hendes fine hjem var hun altid glad og ville høre hvad der skete i familien.
De sidste 5 år af hendes liv boede hun på plejehjem pga. hendes gigtproblemer. Også her var hun altid glad og positiv. Da hendes gigtplagede hænder ikke længere kunne klare håndarbejde, købte hun en IPad som hun brugte til kabaler og spil. De sidste måneder af sit liv udtrykte hun at hun gerne ville have fred. Hun sov stille ind, 95 år gammel.
