Sigrid blev født 18.6.1906 som nr. 3 af fire søskende. Søskende var Bodil, Ulla og lille Peter
Hendes far, Andreas, var maskinmester på skibe og rejste på Fjernøsten. Senere arbejdede han i flere år i Rusland med etablering af en telegrafledning mellem Moskva og Vladivostok. Så vidt vi ved, var moderen, Sigrid, hjemmegående husmor der tog sig af børnene.
Da vores mor var 7 år, blev forældrene skilt, men da havde faren allerede i længere tid boet hos sin elskerinde og kun lejlighedsvis været på besøg. Efter skilsmissen var der ikke kontakt med faderen mere.
Storesøsteren Ulla skrev en tid til sin far men stoppede da hun opdagede da hun opdagede at det var faderens ”dame” der svarede på brevene.
Peter døde kort tid efter af difteritis, 5 år gammel. Tiden efter skilsmissen og Peters død var hård. Andreas forældre prøvede at hjælpe Sigrid, og de tog sig meget af børnene. Sigrid fik job på et kontor og de 3 piger tog småjobs efter skoletid. Det var knapt med penge men Ulla var god til at købe billigt ind.
Familien kom meget sammen med Andreas søster Eva der også var skilt og var alene med sine 2 børn Bent og Lisbeth. Familien havde også en god støtte i en af Sigrids ungdomsvenner Bøggild der var Professor ved Geologisk Institut. Han læste med pigerne og tog dem med på ture hvor han fortalte om planter og natur.
Pigerne groede op. De tog alle realeksamen og fik efterfølgende gode jobs. Bodil blev ”discipel” på St. Stefans Apotek, Ulla arbejdede på en telefoncentral og mor på Postgirokontoret. Sigrid og pigerne havde et økonomisk kollektiv: Alt hvad de tjente lagde de i en fælles pulje efter de hver havde taget 10 kr. fra til privat forbrug. I fællesskab besluttede de hvad puljen skulle bruges på. Det virker som om at søstrenes opvækst gjorde den ret selvstændige. De tog på lange vandreture med veninder, Ulla var på højskole, de gik i teateret mm. De har haft ret tæt kontakt til højskolemiljøet.
Så da vores far Alfred i 1929 mødte den 23-årige Sigrid på tennisbanerne på Nørre Allé var det nok en selvstændig ung kvinde han mødte.
Alfred friede til Sigrid og hun sagde ja til at blive forlovet, men blive gift ville ikke være muligt pga. det økonomiske Blume fællesskab som Sigrid ikke mente det var muligt at forlade. Alfred mente nok at kommer tid kommer råd og 7 år efter d. 17.5.1936 blev de gift og Sigrid flyttede ind i Alfreds lejlighed på Nørre Voldgade 25A, over gården, 5. sal til tv.
I 1937 bliver Helle født.
I 1939 køber Sigrid og Alfred grunden Borgevej 49 i Lyngby.
I 1941 er lysthuset på grunden klart og i weekenden bor familien derude.
I 1945 bygger de hus på grunden og flytter ind i december.
I 1946 bliver Ebbe født og Sigrid stopper på Postgirokontoret.
I 1948 bliver Uffe født.
Far og mor var meget glade for hinanden. Men de var også stærke personligheder og de kunne skændes voldsomt. Helle fortæller at de bl.a. var uenige om børneopdragelse. Far mente at børn skulle hærdes fra de var små. Der skulle ikke ”pylres” om dem. Mor var mere til at de skulle have det godt og have meget kærlighed. Det kan jeg godt genkende igennem min barndom. Det var mor der var det trygge center for mig. Far kunne blive virkelig vred når vi som små var bange for at sove i mørke alene nedenunder. Far og mor sov på 1 sal. ”Der er jo ikke noget farligt i mørket!!”. Det var jeg nu ikke enig med ham i. Ulve f.eks.!
Da Ebbe blev født stoppede mor på Postgirokontoret og blev hjemmegående med os 3 børn. Helle fortæller at hun gerne ville hjælpe med os små drenge. men at mor sagde at det kun var hende der skulle opdrage os.
Efter at familien flyttede til Lyngby fik mor og far mange venner der om med det megen og selskabelighed. Middage, fester, bibelkredse mm. Fra vi var små begyndte vi at rejse. Til Norge 1952 og til Norditalien i 1954.
Sommeren 1955 rejste vores forældre på sommerferie i 3 uger med et vennepar til Italien. De efterlod Ebbe på 8 og mig på 7 hos Lisbeth, mors sure kusine der var spastiker og havde epileptiske anfald. Det var i et gammelt sommerhus ved Egebjerg, hvor hun og hendes bror Bent boede om sommeren. Men Bent, der var sød og legede med os, arbejdede i København og han var der kun i weekenden. Jeg tror at det var far der bestemte at de skulle rejse, men mor har accepteret det. Jeg husker det stadig som et ufatteligt svigt da de kørte væk. Kom igennem de 3 uger men det var ikke morsomt.
Siden var vi altid på ferie med dem. I Italien, mange år på en ødegård i Sverige nær Jönköping og siden mange år på højfjeldet i Norge nær Gol.
Efter far blev pensioneret – og efter et år stoppede på arkæologistudiet – havde mor og far dejlige år. De passede børnebørn og rejste meget rundt i landet til familie og venner. I 1976 da mor var 70 år og far 72 tog de rygsæk på og gik på 3 uger ad Hærvejen fra Viborg til Padborg. Ret sejt!
Far fik i 1979 en grim lungesygdom og døde i 1980. Tiden efter fars død var meget hård for mor. Meget med Helles hjælp kom hun på fode igen og fik livsmodet tilbage.
Det gik op for os at hun nok igennem livet havde været lidt underlagt Alfreds ønsker og ideer for med tiden blomstrede hun op, fik lysere, lettere møbler og lavede vilde billedvævninger. Hun havde mange yngre venner og veninder som hun var god til at holde kontakt. På samme måde holdt hun meget kontakt med sine børnebørn. Helle tog hende hvert sommer med på et højskoleophold hvor de malede eller lavede andet kunsthåndværk., og det var hun meget glad for. Økonomisk klarede hun sig med folkepension, fars gode pension og ved at leje et værelse ud til en studerende. Hun tog ofte til Herning og besøgte Helle og familie. Hun havde mange aktiviteter med venner og familie i Lyngby. Kusinen Ruth kom ofte på hyggeligt besøg om søndagen.
Hendes store opslagstavler vidnede om hendes kontakt med og store interesse for familien. Sådan fik hun 16 gode år efter fars død.
Til hendes 90-års fødselsdag d 18.6.96 havde vi arrangeret en stor fest med familie og venner. Ugen inden havde hun fået problemer med hævelse i det ene ben og dagen før fødselsdagen fik hun besked om at det var kræft. Det accepterede hun og sagde til os at vi ikke måtte sige det til nogen ”for nu skal vi holde fest!”. Det var en fantastisk fest med dejligt vejr hvor hun virkelig blev fejret.
Efterfølgende startede hun på behandling. Den gav desværre komplikationer og efter operation i august var hun meget svækket. Helle arrangerede at hun kom over til hende og Knud i Herning hvor de og hjemmeplejen kunne passe hende. Det var hun meget glad for og hun havde en god periode der, men blev langsom svækket. Da bad hun om at børn og børnebørn kom. Hun var vågen, klar og smilende da vi kom. Om natten sov hun stille ind.