Han blev født i Fredericia d. 12. juli 1904 som Alfred Olaf Hansen. I 1925 (ca.) skiftede familien efternavn til Taudorf. Det skulle have været Taulov, den landsby udenfor Fredericia som familien stammede fra. Men navnet var taget af en anden familie.
Alfred groede hurtig op, var langlemmet og fik hurtig navnet ”Lange Alfred”. Allerede før han gik i skole startede han som mælkedreng. I skolen sad han altid på første række hvilket betød at han var en af de dygtigste. Gennem job som bydreng hos en urmager der også solgte sølvtøj og smykker blev han interesseret i håndværket. Allerede som 12-årig fik han lov at starte på Teknisk Skole hvor han bl.a. gik i gang med at tegne.
Som 14-årig blev han tilbudt en friplads på Latinskolen – men først året efter. Forældrene lod ham vælge mellem dette eller gå i lære som ciselør på Cohrs Sølvvarefabrik. Far har senere fortalt mig at han syntes at det var meget svært at han selv skulle vælge. Han valgte at gå i lære. Om dagen arbejdede han på fabrikken, om aftenen var han på ”fileskole” hvor han lærte at lave sit eget værktøj.
I 1923 lavede han sit svendestykke som han høstede megen hæder for. ”Et enestående stykke kunsthåndværk” skrev aviserne. Skuemestrene sagde at det var det fineste svendestykke der endnu var lavet i Fredericia. Han fik et rejselegat og han tog bl.a. til Belgien for at undersøge mulighederne for at arbejde som ciselør. På det tidspunkt gik man mere og mere over til industriel fremstilling af sølvvare og Alfred opgav en karriere indenfor området. Han flyttede til København, gik på studenterkursus og startede efterfølgende på Medicinstudiet. Da han dumpede til første årsprøve, mistede han troen på at studiet ville lykkes. Efter et stykke tid begyndte han at læse til arkitekt og arkitekt blev hans livsjob.
Under slutningen af studiet mødte han Sigrid – på tennisbanen. De blev meget forelskede og giftede sig d.17. maj 1936. Alfred fik fast job hos KAB (Københavns Almindelige Boligselskab) som inspektør, et job som han bestred lige til han gik på pension.
Jeg tror ikke at jobbet var et drømmejob for ham, men det var fast arbejde med en rimelig løn. Og mulighed for bil. Han holdt meget af sine biler. Det gav også megen frihed for kørte for det meste rundt og inspicerede ejendomme og var kun lidt på kontoret. Jeg husker som barn at når han kom hjem fra arbejdet om eftermiddagen tog han en kort lur og så gik han i gang med det der interesserede ham: Ciselere og lave fine smykker til familien. Lave bogindbinding. Male. Prøve at strikke eller lave billedvæv. Alt håndværksmæssigt lykkedes for ham og han forfinede sit arbejde. Han subskriberede også på Grindbergs Verdenshistorie og læste den hele. Bl.a. inspireret af denne besluttede han at vi skulle til Italien. Han læste så italiensk på aftenskole, tegnede og syede et kæmpe villatelt, fik en smed til at lave en tagbagagebærer til Volvo’en og så kørte vi til Italien. Første gang var i 1955 hvor meget få rejste så langt. Vi mødte kun én dansk bil i Italien.
Far var hele livet drevet af en utrolig nysgerrighed. På den gode måde. Og han havde energi til at udleve sine drømme.
Da han blev pensioneret, begyndte han – til nogen fortrydelse for vores mor – at studere arkæologi. Det første år læste man kun græsk og latin. Han kom hjem med unge langhårede fyre som han var i læsegruppe med. Han holdt hurtig op med at bruge Brylcreem i håret og hans ellers ret kritiske meninger om ungdommen blev hurtig modificeret. Efter første år fik han topkarakterer. Vores mor trådte i karakter og sagde at nu havde han vist bevist hvad han kunne og at det var på tide at de skulle have et rigtigt otium sammen.
Det gav han hende ret i, så han stoppede på universitetet. De startede på ture rundt i landet, på at passe børnebørn og hygge sig med venner og familie.
I 1976 tog far og mor rygsæk på. De tog til Viborg hvorfra de startede en 3 ugers lang gåtur ad den gamle hærvej helt til Padborg. Undervejs besøgte de familie og venner der boede op ad ruten. Ret sejt.
I 1979 fik far problemer med lungerne. Lungefibrose, en grim sygdom som gradvis ødelagde lungerne og gav tiltagende problemer med at trække vejret. Det næste år var han indlagt mange gange med lungebetændelser. Han klagede ikke. Selvom han fysisk ikke havde meget overskud fortsatte han med at lave smykker. Til sidst sad han i kørestol og fik ilt. Efter julen 1980 havde han ikke flere kræfter. Han bad om at se sine brødre og sige farvel og d. 31.12.80 sov han stille ind omgivet af hele familien.